Karen Glistrup
 

Par- og familiesamtaler.

Det er lidt paradoksalt. Vi lærer børnene, at det er vigtigt at børste tænder og vaske hænder. Vi sender bilen til eftersyn, vi har MUS-samtaler på jobbet og samtaler i børnehave og skole med fokus på hvordan børnene ser ud til at have det. Kvinder får tjekket underliv og bryster for forstadier til kræft. 

Trods eksplosion i skilsmissetal og al den smerte, vi ved, at børn bærer på både før, under og efter skilsmissen, har vi ikke tradition for at forebygge mistrivsel i familien. Men samtale i familien er en mulighed!

Tænk, hvis vi med passende mellemrum satte os sammen og fik talt om, hvordan vi har det hver især og sammen? Det årlige par- eller familieeftersyn kunne man kalde det.

Tavshed gør ensom.

Måske er der et emne, som I har undgået at tage hul, på fordi I ikke ville gøre hinanden eller børnene bekymrede. Især børn kan føle sig forladte, når vi undgår at tale om det, som de ikke kan undgå at mærke.

Stadig flere børn mistrives og henvises til udredning for psykiske forstyrrelser. Men mange børn reagerer, som de gør, fordi der er noget udenfor dem selv, som er vanskeligt at være i. Derfor er det faktisk altid, når børn mistrives, en god ide at spørge sig selv og hinanden: ”Er der nogle problemer, som vi voksne slås med, som vores børn måske oplever eller fornemmer, bekymrer sig om og kommer til at bære på?”

Der kan være tale om så mange forskellige temaer: Sygdom, kriser, konflikter eller hemmeligheder fra flere generationer. ”Vi skal ikke snakke om det, hvis ikke børnene spørger om det!”, siger en del voksne til hinanden. Det er misforstået omsorg. For børn spørger ikke, når vi er tavse. De kopierer os. De tier når vi tier.
Det er de voksnes ansvar at bryde tavsheden.

Børn søger at opnå en sammenhæng mellem det, de sanser og det, de forstår.
Uden tilpas åbenhed, vil børn oftest påtage sig et ansvar, der er helt ude af proportioner med virkeligheden.
Uden relevant viden, vil børn ofte skabe sig en forestilling om, at: ”Det har måske noget med mig at gøre!”

Når der er sygdom i familien

Hvis en af de voksne eller søskende i familien er syge, fornemmer børnene det selvom ingen sætter et eneste ord på situationen. Det, der ikke siges med ord, fortæller kroppen, mimikken og atmosfæren omkring familien. Alvoren og bekymringen skinner igennem. Men meget ofte overlades børnene til selv at gætte og sammensætte de spredte indtryk og ord, der falder af fra de voksne, til en forståelse af, hvad der er galt.


Familiesamtalen i forbindelse med psykisk sygdom:

Mange forældre, som er ramt af en psykisk lidelse, bekymrer sig for, hvordan deres sygdom påvirker børnene. De fleste synes samtidig, at det kan være svært at forklare børnene om sygdommen. Det medfører ofte, at man i familien slet ikke får talt om sygdommen i familien.

Det er rigtig skidt, for børnene bliver usikre og ensomme med deres oplevelser, tanker og følelser.
Børnene fornemmer nemlig oftest de ændringer, der sker med deres mor og far.
Og får de ikke andet at vide, tænker de ofte: ”Har det mon noget med mig at gøre?”.

Jeg har i adskillige år hjulpet forældre med at fortælle børnene om mors eller fars sygdom og om, hvordan man kan forstå og forebygge de psykiske lidelser. Uro og skyldfølelse letter, når vi bryder tabuet. Og det styrker kontakten mellem børn og forældre at få talt om dét, som giver bekymring.

– Sådan cirka gør vi:

Det er min erfaring, at blot en enkelt samtale, hvor børnene oplever, at de voksne fortæller og udtrykker sig ærligt om den psykiske lidelse, kan være en stor lettelse for børnene. Det er tilsvarende både min og forældrenes oplevelse, at snakken glider lettere, når der er én, som hjælper den på gled.
Oftest er det en af forældrene i familien, som henvender sig (via mail eller telefon) med ønsket om at få hjælp til at tale med børnene. Det kan dog også være en professionel eller bedsteforælder, som er involveret og bekymret.

Jeg har i første omgang en samtale i telefonen med den ene forældre, hvor jeg får indtryk af familiens situation, og jeg får beskrevet det tilbud, jeg kan give.

Herefter mødes jeg med begge forældre i min klinik i Ry.
Ofte aftaler vi, at jeg inden vi mødes modtager en mail med en kort beskrivelse af familien og af de omstændigheder, som har betydning for deres liv lige nu.
Det kan være en god forberedelse for de voksne at skrive lidt om det, som ligger forud. Desuden betyder det for mig, at jeg ikke behøver bruge så megen opmærksomhed på at lave noter under samtalen.

I samtalen med de voksne får jeg et resume af den aktuelle situation:

Jeg præsenterer for de voksne hvordan jeg kan forestille mig at gribe samtalen an. De får forhåbentlig et indtryk, som giver dem tillid til at tage børnene med til familiesamtalen. Når børnene kommer sammen med deres forældre, har jeg oftest oplevelsen af, at de allerede er forventningsfulde og positive ved tanken om, at nu skal vi snakke om det, som har været svært.

Familiesamtalerne forløber selvfølgelig meget forskelligt helt afhængig af alle de forhold, som er forskellige i enhver familie. Men altid vil jeg bestræbe mig på, at børnene kan mærke, at jeg tager ansvar for at sige det, som er svært at sige, og for at det hele går ordentligt til.

Børnene vil opleve, at de i familiesamtalen ikke bliver udsat for en masse spørgsmål. Spørgsmål kan nemlig føles vældig ubehagelige, hvis man er usikker på hvad der foregår.Voksne kommer faktisk til at pålægge børnene et ansvar med alle deres spørgsmål.
Et ansvar for at udtrykke sig om følelser og tanker om alt det, som er så svært.
Børn har brug for, at de voksne går forrest at fortæller det, børnene har brug for at høre.

Når vi først har fået hul på at snakke, er det min erfaring, at børnene ofte har mange værdifulde budskaber til os.

 

far_mor_og_barn_320pixel.jpg

 

 

 

 

snakkekort26.jpg

Få besked om kurser og foredrag. Tilmeld Nyhedsbrev:  Navn    Email